Regeringen betaler blot tilbage » ARBEJDSMILJØEksperten A/S
Pia Hynding Jacobsen
Har du spørgsmål?
Du kan altid få fat i en af vores medarbejdere

Regeringen betaler blot tilbage

REAKTION PÅ NYT FORLIG: Når regeringen skyder en saltvandsindsprøjtning på 460 millioner kroner efter arbejdsmiljøområdet frem mod 2022, så er det i virkeligheden blot nogle penge, som løbende er blevet fjernet over de senere år, mener ARBEJDSMILJØEkspertens direktør, Henrik Gliese.

 

- Vi er naturligvis positive over, at der nu igen tilføres penge til området. Men penge er ikke nok. Der skal også tilføres nye virkemidler. Det er nu engang sådan, at flere kontrolbesøg får flere til at rette ind.

Skruer man tiden tilbage og ser på regeringens tidligere strategi på arbejdsmiljøområdet fra 2015, kan den forringede indsats kan aflæses direkte i udviklingen af tre prioriterede områder.

  • Antallet af anmeldte ulykker er STEGET (målet var at reducere med 25%)
  • Antallet af beskæftigede, der føler sig psykisk overbelastet er STEGET (målet var at reducere med 20%)
  • Antallet af beskæftigede, der har muskel- og skeletoverbelastninger er STEGET (målet var at reducere med 20%)

 Henrik Gliese er ikke i tvivl om, hvor indsatsen bør lægges.

- Det er inden for det psykiske arbejdsmiljø, vi ser den største negative udvikling. Selv om der i øjeblikket er meget snak om fysisk nedslidning på jobbet, så ser vi også, hvordan folk i stigende grad er psykisk belastet af deres arbejde. Det er også en form for nedslidning. Det er bare hovedet og sjælen, der bliver slidt op.

 "Et godt arbejdsmiljø er helt afgørende for et velfungerende arbejdsmarked og det danske velfærdssamfund" står der i Beskæftigelsesministeriets pressemeddelelse om det nye forlig på arbejdsmiljøområdet. Og hos ARBEJDSMILJØEksperten kunne vi ikke være mere enige. 

Vi håber da, at den stejle kurve med personer, som oplever at blive syge og nedslidte af at gå på arbejde, nu kan vende med den nye indsats og de nye mål, slutter Henrik.

 

Læs pressemeddelelsen om regeringens forlig