Er du stærk nok til et kontorjob?
Det kræver en god fysik at have stillesiddende arbejde! Styrk din krop med 10 øvelser, som er specifikt udvalgt til at styrke og forebygge de problemer, som kan opstå ved stillesiddende arbejde.
Det kommer måske som en overraskelse, men du får ikke ondt i ryggen af at sidde ned, men inaktivitet og stillesiddende arbejde kan måske forværre eksisterende rygsmerter og give smerter i nakken, skuldrene og underarmene.
Dine muskler bliver ømme
Årsagen til at musklerne bliver ømme er, kort fortalt, at det er de samme muskler, der belastes igennem lang tid. Når du fx sidder foran computeren en hel dag belastes musklerne i nakken og skuldrene i den samme fastlåste stilling i lang tid. Det bevirker, at musklerne bliver trætte og samtidig nedsættes blodgennemstrømningen i musklerne. Dermed bliver musklerne ømme og stive, og med tiden kan der opstå irritationstilstande i musklerne.
Det er vigtigt, at være opmærksom på, at de fleste muskelsmerter er ufarlige og vil aftage med tiden, hvis man stopper med at sidde i de stillinger, som belaster musklerne. Men dette kan være svært, da arbejdet stadig skal udføres. Desværre er der en tendens til, at man bliver bange for at bevæge sig, når man har smerter, og det er meget uheldigt. Yderligere inaktivitet vil nemlig forværre smerterne, hvorimod fysisk aktivitet vil formindske smerterne.
Det bedste råd
Vores bedste råd er at være fysisk aktiv i fritiden, og bevæge dig så meget som muligt, mens du er på arbejde. Dette kan du for eksempel gøre ved at lave en eller flere af disse 10 øvelser en eller flere gange om dagen.
Der er solid forskning bag dette råd fra blandt andet Nationalt Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), der viser at motion, og især målrettet styrketræning, mindsker smerterne i nakke- og skuldermusklerne hos personer, der har stillesiddende ensidigt, gentaget arbejde. Det viser en række undersøgelser.
Se eller download 10 øvelser, der styrker din krop til et kontorjob